SMERTEBEHANDLING - ODENSE


Formålet med smertebehandling i forbindelse med en operation er at sikre en optimal dæmpning af patientens smerter og samtidig minimere risikoen for kvalme og opkastning. Dette opnås oftest ved en kombination af forskellige smertestillende midler, kvalmestillende medicin, muskelafslappende lægemidler samt instruktion i, hvordan man skal bevæge sig efter operationen.

Alle vore sygeplejersker er uddannede i behandling af smerter efter operation, og behandlingen tager naturligvis hensyn til et eventuelt forbrug af anden medicin. På CFR Hospitaler anvender vi de nyeste former for bedøvelse og smertebehandling således, at du som patient opnår en sikker og optimal bedøvelse, der påvirker dig mindst muligt, og en smertebehandling, der sørger for at minimere dine smerter, så du kan komme hurtigt i gang igen efter operationen.


Epidural smertebehandling

Ved visse store operationer anvendes epidural smertebehandling. Denne behandling har den fordel, at mængden af øvrig smertestillende medicin begrænses, og at der opnås en kontinuerlig smertelindring.

Behandlingen består i vedvarende indsprøjtning af lokalbedøvelse og morfinpræparat i små mængder gennem et tyndt plastikrør, som anbringes omkring nerverne til operationsfeltet ved afslutningen af operationen. Plastikrøret fjernes senest tre dage efter operationen.


Smerteklinik

CFR Hospitalers smerteklinik varetager behandling af smertetilstande i bevægeapparatet, smerter efter helvedesild og andre kroniske smerter, som ofte kræver specialkendskab. Den korrekte behandling sikrer færre bivirkninger og større effektivitet.

I smerteklinikken anvendes - udover behandling med medicin - blokadebehandling, nervestimulation og akupunktur. Ved behov for støttende behandling samarbejder vi tæt med husets reumatologer og fysioterapeuter.

I visse tilfælde kan det være nødvendigt at foretage supplerende undersøgelser, såfremt der ikke er udført tilstrækkelige kliniske undersøgelser forud for dit besøg på smerteklinikken.

Kontakt os venligst, hvis du ønsker en konsultation på vores smerteklinik.

TILBYDES HER:
 

ODENSE
tlf. +45 6548 7070

 

LÆGER

George Michagin

Overlæge, speciallæge i anæstesiologi


Capio CFR Odense

George Michagin