RET TIL INFORMATION


Et godt behandlingsforløb bygger på gensidig tillid. Som patient har du ret til at få information om din helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, hvis du er fyldt 15 år. Hvis en patient er under 15 år er det den/dem, der har forældremyndigheden, som skal informeres. Barnet kan inddrages i det omfang, det er i stand til at forstå behandlingssituationen.


Som patient skal du informeres om:

  • Diagnose
  • Behandlingsmuligheder
  • Risici og bivirkninger ved en undersøgelse eller behandling. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen involverer nærliggende risiko for alvorlige bivirkninger og komplikationer, hvorimod mindre, rutineprægede og ufarlige indgreb ikke kræver så intensiv information
  • Konsekvenser, hvis du ikke ønsker behandling
  • Behandlingsforløbet og resultat af behandlingen

Som patient har du også ret til at frabede dig information om din helbredstilstand og behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

Ønsker du ikke at kende resultatet af en undersøgelse/behandling, skal dette respekteres.


Hvor kan jeg læse mere?

www.retsinformation.dk  
Sundhedslovens §16, lov nr. 913 af 13.7.2010
Bekendtgørelse nr. 665 af 14. november 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v.